Orkesterhistorie.

Tilbage i midten af 60-erne startede Århusbandet ”PERFORMERS” som et af datidens mange beatorkestre. Ole var med fra starten og John kom til i 1974. Spillestederne dengang var f. eks. Rico, Stalden, La Cabana samt kroerne omkring Århus, hvor lokale idrætsforeninger holdt deres arrangementer. I løbet af de første 10 år blev Performers et af de mest benyttede bands i Århusområdet, og som husorkester igennem flere år i de dengang meget populære parkunderholdninger i Botanisk Have, gik det rigtig stærkt – ikke mindst med skolefester på stort set samtlige kommunale skoler i Århus og opland. Det var også her, at samarbejdet med ”De flyvende Århusgymnaster” (nu: Flying Superkids”) startede og kulminerede med en USA-turne på 3 mdr. i 1982. Der var også fyldt godt op i kalenderen med super gode jobs til byfester og til firmafester og ikke mindst de forskellige bankers arrangementer, hvor Performers blev fast orkester i daværende Provinsbank (senere Danske Bank) og Jyske Bank.

Ind imellem alt dette blev der også tid til arrangementer i Norge, og i Frankrig (Alsace) fejrede vi flere år i træk nytårsaften som husorkester på et danskejet hotel.

I årenes løb er der også blevet tid til at gå i studiet, og i alt blev det til 4 plader/CD´er: "Sol og varme piger" i starten af 70-erne, "Livets Goder" i 1977, senere "Mælkevejen" og endelig i 2001 kom CD`en "Håndplugged" - en live-optagele fra Comwell Kolding optaget i december 1999, hvor Performers i øvrigt var fast husorkester igennem en lang årrække bl.a. til de store julefrokostarrangementer.

Performers havde sin første TV-debut tilbage i 70- erne og efterfølgende i Tv-programmet "Koks i komakassen" samt liveoptagelse fra en af de mange skolefester.

Efter årtusindskiftet skulle der ske noget nyt, og der kom sangerinde med. Først Ditte i et par år og dernæst Helle. Det gav nu den store mulighed også at kunne spille ABBA, Ray Dee Oh, Shania, Danser med drenge, osv. ud over de kendte ”drengerøvs” numre.

I efteråret 2013 blev det besluttet at ”lukke og slukke” PERFORMERS ved nytårsskiftet, og John (vocal og trommer) og Ole (vocal og keyboard/bas) valgte efterfølgende at fortsætte alene sammen med Helle, og stadig efter det samme koncept:

ROCK/POP fra 60-erne og frem med vægt på ørehængerne og evergreens spillet live med det formål, at skabe danse- og musikglæde til enhver festlig lejlighed – et koncept, der holdt liv i det ”gamle” PERFORMERS i mange år.